KROGSHOLM.COM

Hinduismens religiøse billeder eller ikoner (murti) findes i talrige former: inden døre i et tempel eller ved en individuel eller familiær helligdom, eller udendørs ved et vej- eller flodtempel (figur 1). Ofte er der tale om portrætter af en af hinduismens hovedguder - de mest populære er Shiva, Vishnu og gudinderne - eller en af de mange lokale guddomme der udgør det hinduistiske panteon (figur 2). Disse billeder sætter de tilbedende i en direkte kontakt med guden, idet denne menes at være manifesteret i ikonet. At få "øjenkontakt" med det hellige billede (darshan) er den primære form for religiøs praksishos mange hinduer: de tilbedende ser på billedet, men bliver også set af dét. Gudens synlige tilstedeværelse er vigtig i mange, men ikke alle den hinduistiske religions former. Man kan skelne mellem to hovedopfattelser af det guddommelige i hinduismen: det guddommelige kan være "uden kvaliteter" (nirguna) eller "med kvaliteter" (saguna). F.eks. skrev den indiske 1600-tals poet Ravidas, om det guddommelige som den formløse, ikke sansbare herre, Nirguna, en transcendent gud som ikke kunne erkendes på en fysiske måde. Det modsatte syn på det guddommelige blev fremført af poeten Surdas, som priste de dyder som drengeguden Krishna, hovedguden Vishnusinkarnation eller avatar, havde. Surdas fremstilling af Krishna var på alle måder en hyldest til det man sanser: hans smukke øjne, den liflige lyd fra hans fløjte, og hans huds mørke lglans. Begge hovedopfattelser lever videre i nyere hinduisme. For eksempel i Arya Samaj, en skole grundlagt i det 19. århundrede, som afskyr, hvis tilbedelsen gøres afhængig af billedlige fremstilling, eller hos de der følger Sanatan Dharm ("evighedens religion"), hvor man accepterer billeder som et gyldigt middel i tilbedelsen eller kontakten med guderne. Det kan ikke undre, at der i den hinduistiske tradition er forskellige opfattelser af gudebilleder, idet selve begrebet "hinduisme" først er blevet en generel samlebetegnelse igennem de sidste to hundrede år, og da det dækker over en bred vifte af trosretninger og praksisformer.Billedfremstillinger vandt stadig større indpas i de hinduistiske tilbedelsesformer og ritualer i løbet af religionens første tusinde år. Deres øgede betydning blev ledsaget af templernes indtog og ekspansion, idet disse blev bygget til at skulle være boliger for de legemliggjorde guder. Disse mere og mere udsmykkede arkitektoniske strukturer repræsenterede enmikrokosmisk udgave af universet og virkede som et vidnesbyrd om den magtfulde og nærværende gud, ligesom de bevidnede magten og autoriteten hos den konge der havde bekostet dem. Templerne skulle komme til at udgøre en vigtig del af det sociale og religiøse landskab i de regionale kongedømmer, som dominerede det politiske liv i det sydlige Asienfra det 9. til det 15. århundrede, indtil de centrale magter i nord konsoliderede deres magt under de vestasiatiske regenter. Hinduismen slog også rod i det syd-østlige Asien i de først århundrede i det første årtusinde, men var også dér afhængig af hvad den lokale regents syn på religionen og hans vilje til at forsvare den. Sammen med buddhismen, en anden indisk religion med tilknytning til det kulturelle miljø i det sydøstlige Asien, udøver hinduismen fortsat en blivende indflydelse på det moderne i denne del af verden, især på Bali (Indonesien). Hertil kommer, at hinduistiske religiøse billeder også spiller en central rolle i de hinduistiske subkulturer med sydasiatiske rødder i London og New York City, som hos de vestlige konvertitter. Billederne på denne side viser saguna eller "med kvaliteter" opfattelsen af Gud. De fleste billeder er fremstillet af mennesker, men sten, fossiller, træer, og andre naturligt fremkomne fænomener er også billedformer, der repræsenterer den legemliggjorde Gud. Naturlige fænomener i omgivelserne, som for eksempel en flod, kan også opfattes som billeder på eller legemliggørelse af det guddommelige. Ganga (uden for Indien kaldet Ganges) er såvel en konkret flod som en gudinde, normalt portrætter som en smuk kvinde. Modsat de naturligt fremkomne billeder, er menneskeskabte billeder normalt antropomorfiske (figur 2). En vigtig undtagelse er dog shiva linga, den ikke-antropomorfiske fremstilling af hovedguden Shiva , der som regel forefindes på den centrale plads i de templer der er indviet til denne gud (figur 3). Shiva linga regnes for mere betydningsfuld end de menneskelignende gudebilleder, og de kan være såvel menneskeskabte som naturligt fremkomne. I forbindelse med tilbedelsen, bliver alle gudefremstillingerne ofte udklædt i overdådige dragter og fremvist med de hengivendes ofrer (figur 1); de bliver i denne forbindelse æret som de direkte, og i mange tilfælde, konkrete inkarnationer af Gud.