KROGSHOLM.COM

Vishnu-kulten regnes, som mange af de andre store religiøse traditioner i det hinduistiske sydasien, for at være en resultatet af en sammensmeltning af forskellige religiøse traditioner og praksisser. Disse lod sig optage i Vishnu-traditionen ved hjælp af inkarnationstanken (avatare betyder bogstaveligt talt "krydse over"), der lader forskellige lokale traditioner og guddommeligepersonligheder integrere i én central karakter. Vishnu siges at have ti hovedinkarnationer igennem hvilke han vil vise sig på jorden for at frelse sine tilhængere: den tiende fremtrædelsesform har stadig ikke vist sig. Vishnu portrætteres ofte som en konge iført royale regalier medbringende en konkylie, en lotusblomst, og sine særlige våben, køllen og diskossen (figur 1 og 2). Han afbilledes ofte sammen med Shri, også kaldet Lakshmi, den lykkevarslende skæbnegudinde. En særlig populær inkarnation, Krishna, omfatter en række karakterer: den samme gud er barneguden fra Braj, den unge kusk iBhagavad Gita der opmuntrer den vaklende Arjuna til at kæmpe på slagmarken, og, i sit voksenliv, hersker over Dwarka. Krishnas mangfoldige personlighed muliggør mange populære former for hengivenhed (bhakti). Nogen kan elske deres gud, som en mor elsker sit barn, og andre kan længes efter ham, som en elsker der savner sin elskede. Og Krishna elskes som den uimodståelige men uartige barnegud, der sætter sin mors tålmodighed på en stor prøve, ved at stjæle smør og yogurt, hansfavoritspise, ligesom han er kendt for at forhekse de unge malkepiger fra Braj, det område syd for Delhi hvor han voksede op, og lokke dem væk fra deres ægtemænd. I Bhagavata Purana (figur 3), en tekst skrevet i begyndelsen af det første årtusinde, og i Bhagavad Gita, fremstilles Krishna som den højeste og mest magtfulde gud. Det sker i en populær fortælling om en af hans barnlige gavtyvestreger. I et forsøg på at finde ud af, hvad hendes skælmske søn har spist, beordrer Krishnas mor ham til at åbne munden, og da han gør det, ser hun hele universet i al dets pragt - hendes lille barn indeholder hele verden. Derpå velsignes hun af sin søn, der tillader hende at se på ham, som hun har gjort hidtil, nemlig som det uimodståelige barn, som hun er så hengivende ovenfor. Med andre ord erKrishna ikke underordnet Vishnu som "inkarnation"; han er fuldkommen og absolut i kraft af sig selv, og hengivenhed overfor ham er en acceptabel måde at opnå forening med altings enhed på. Krishna, hvis navn betyder "mørk," gengives ofte med blå hud, hvilket er en hentydning til hans forbindelse til Vishnu, der også er blå. En anden populær Vishnu-avartar er Rama, helten i det episke digt Ramayana, normalt afbilledet med bue og pil (figur 4) og ofte ledsaget af sin hustru, Sita, og sin bror Lakshmana. Ramayana handler om, hvordan Rama sammen med kone og bror er forvist fra sin fars land, og hvad de tre oplever undervejs. Sita bliver kidnappet af dæmonen Ravanna, der hersker over øen Lanka, ogRamas kamp for at vinde hende tilbage er den største af de mange fortællinger i eposset. Historien om Rama er blevet fortalt gennem årtusinder over det sydlige og det sydøstlige asien, og findes i adskillige former - som folkeeventyr, teaterforestilling og litteratur. Sanskritversionen af Valmiki er skrevet for mere end totusinde år siden, men der findes andre overordenligt populære udgaver på forskellige dialekter, for eksempel Kampans tamiludgave, Iramavataram, fra det 12. århundrede og Tulsidashindiudgave, Ramcaritmanas, fra det 16. århundrede.